
Praktik og fastansættelse
Da Flemming Lund startede hos INOX i praktik, var han både forsigtig og temperamentsfuld. Men med tiden har han lært selv at tage ansvar og kontrollere sit temperament.
Fast arbejde
Flemming er ansat som produktionsmedarbejder i INOX Slibecenter. Han har tidligere gået på Produktionsskole og startede på grundforløbet på Teknisk skole i Århus. Via hans vejleder på Teknisk skole fik han kontakt til INOX med det formål at få en læreplads. En læreplads blev det ikke til, men i stedet kom han i praktik og fik herefter fast arbejde.
"I starten var jeg meget forsigtig, og jeg havde svært ved at tage noget af mig selv. Det var mit første rigtige job, og jeg havde derfor ingen selvtillid i forhold til det at komme ud på arbejdsmarkedet," fortæller Flemming.
Nu tager jeg ansvar
"Men da min leder krævede, at jeg selv tog ansvar for mine arbejdsopgaver, begyndte jeg med tiden at tage ansvaret på mig og ikke altid hoppe over, hvor gærdet er lavest."
"Da jeg startede i slibecenteret havde jeg svært ved at forstå, hvorfor tingene var, som de var. Det var fx ikke logisk for mig at det stål, jeg sleb, skulle bruges til fine stole. Nu kan jeg sagtens se sammenhængen, og jeg er derfor opmærksom på, hvad produktet skal bruges til og hvilken kvalitet kunden forlanger," fortæller Flemming.
"Jeg havde også svært ved at styre mit temperament, når noget drillede. Men nu er jeg blevet bedre til at kontrollere det. Jeg har fået god hjælp af ledere og kolleger til at takle det og lige at køle af."
"Jeg er glad for at komme på arbejde hver dag. Jeg sætter en ære i at gøre en god indsats og yde den rigtige service over for kunderne," slutter Flemming.